Markvandring, oplæg og langbordsmiddag
‘Fra jord til bord- arrangementerne’ på Farendløse Mosteri står i jordens, smagens og madens tegn.
Efter velkomsten, vil vi sammen bevæge os ud på en markvandring med Sandra Villumsen fra Jordbruget Kirsebær og Kørvel. Alt efter dagens tema, skal vi kigge nærmere på forskellige råvarer og Sandra vil fortælle om det at dyrke efter regenerative principper.
Som deltager vil man få mulighed for at smage på lokalt producerede råvarer. Frokosten vil bestå af rustikke deleretter, som vil blive anrettet på fade ved langborde. Alle måltider er vegetariske og tager udgangspunkt i sæsonens frisk råvarer, som alle vil være dyrket i og omkring Farendløse. Retterne vil være børnevenlige, men vil også udfordre de voksnes smagsløg og der vil både være noget til den salte- og den søde tand.
Med ‘Fra jord til bord-arrangementerne’ ønsker vi at skabe opmærksomhed omkring madens vej til bordet. Håbet er at arrangementerne kan give en sanselig indsigt i en mangfoldig smagsverden, samt en dybere forståelse for det arbejde, der ligger bag det at producere råvarer.
Vi glæder os til at vi sammen skal hellige os nørderiet og nyde en uformel frokost under åben himmel i det midtsjællandske landskab.
Velkommen, store som små.
Producenter/leverandører til arrangementerne:
Farendløse Mosteri - Producentfællesskab med bl.a. produktion af most, cider, frugt, grønt og får.
Søtofte Gårdsmejeri - Regenerativt landbrug som arbejder med holistisk afgræsning og græsfodrede malkekøer, samt har eget gårdsmejeri.
Quartz Mølleri - Midsjællands økologisk melmølleri, som producerer korn og mel malet på stenkværn.
Kims Biavl - Sælger bifamilier, bestøvning, honning, afhentning af bisværme, samt at man har mulighed for at besøge en bigård.

